fredag den 24. marts 2017

10 dagligsdags op- og nedture, hva så'




  1. For at det hele ikke skal blive for sædvanligt og kedeligt har jeg i denne "blog-udgivelse" lavet to lister med små nedture og store opture fra min dagligdag på børnehjemmet. Altid det bedste først - mest I tilfælde af at I stopper med at læse og derfor ellers kun ville nå nedturene og tro at jeg ikke laver andet end at jokke i lorte og andet ballade. Ja, værsgo' at læse med: 

    OPTURE 
     1.  Sammen med nogle af børnene sad jeg og hørte lidt Rihanna (Rihanna er jo i sig selv rigtig meget optur), men for at gøre det hele mere opturs-agtigt siger de kære børn, at jeg synger ligesom Rihanna :i (ooooooog det er løgn, det ved vi alle godt, men alligevel - jeg tager den med mig.)

    2.     Skorpion (en af børnehjemmets hunde) har fået 7 hvalpe og de er alle sammen stadig levende og det er bare så fedt, de er så nuller.
    Her sidder jeg med Christina mdogo i hånden. 
    NULLER PULLER
    3.     Gadedrenge-projektet er startet op igen, efter det for en kort periode blev lukket ned pga. problemer med Immigration. MEN thank God, vi igang igen! Og dét er virkelig optur, for de drenge er for herlige.
    Stemningsbillede

    4.    Jeg har lavet en syg nice kamp-film med nogle af drengene. Skulle virkelig holde tungen lige i munden for at forstå handlingen – men den er blevet super god. De har fundet ud af at jeg kan sætte optagelserne i slowmotion og omvendt få det til at gå super stærkt og de er VILDE med det. De er ret gode til at hoppe og springe og det synes de er mega fedt i slowmotion. (Her sender jeg lige en kærlig tanke hjem til Jonas-Mediefags-lære for rent faktisk at have lært mig noget brugbart.)
      
    Deo, Morris og jeg var meget klar på at lave kampfilm den dag. 
     5.  Der er åbnet en Country Fried Chicken nede i Sumbwanaga og jeg skal ind og prøve det, det er helt sikkert.

    Så troede man lige det var en KFC - næ, CFC venner. 
    6.     Jeg vandt over Maulidi i ludo og det er seriøst lige så fedt som at vinde over mine søskende i … ja alt. Han bliver så sur og jeg bliver så herre flabet, kan slet ikke styre mig selv (jeg vinder så ikke så tit skal det lige siges) Men det er bare fedt - som at kræve flere tusinde kroner fra sin lillebror i Matador fordi han lige er landet på ens Rådhusplads.

         Note til mig selv: overvej at arbejd på en mere pædagogisk tilgang til ludospil med Maulidi.

    Maulidi, til venstre, og jeg er dog stadig venner efter Ludo-kampen.
    7.    Majs er altid optur. Jeg elsker dem  - de smager så super sprøde og koster ingenting ting (det er faktisk rigtig, de er næsten gratis. De koster 300 shilling, men det svarer til 92 danske ører – altså, næsten gratis)

    8.   Jeg spiste 6 Mandazi til morgenmad den anden dag. (Havde godt nok kvalme indtil sent på eftermiddagen, men det var det værd)   

    9.  Mandela-markedet er også altid et hit. Det er et kæmpe marked der mest af alt minder om den der rigtig gode genbrugsbutik i Vinding, hvor man altid finder et eller andet lækkert til ingen penge. Forskellen er bare at på Mandela-markedet koster det meste 50 øre og jeg finder. Bare. Guld. Mine. Damer. Og. Herre. (Sidste uge købte jeg et par vans; 15 kroner, fjälræven taske 60 kroner, en inter-trøje til lillebror 35 kroner og nye trøjer til 50 øre – ja tak)

    Mandela-markedet
    10. Alt ved Peters House og Sumbawanga er simpelthen bare så optur! (selvfølgelig bortset fra de kommende 10 punkter hehe)
    Sumbawanga <3 



    SMÅ NEDTURE
      
    1.     Jeg trådte i en lort med klipklapper da jeg steg ud af en badajii i sidste uge. Det vil altså sige næsten med bare tæer. Og da jeg ofte ser de små børn sætte sig på hug og give naturen igen, ved jeg faktisk pt. ikke om jeg har trådt i en dyrelort eller en menneskelort. Ved hellere ikke, hvad jeg har mest lyst til at træde i. 

    Thomas Mdogos ansigt minder om mit da jeg trådte i lorten. 
    2.     Jeg får ALDRIG den pikipiki med musik. Niks, det er alle andre end mig der skal have lov til at køre gennem byen og høre Rihanna  - aldrig mig. (Ja, jeg har det hårdt)
    Der er dog altid fart og grin på, når vi kører Piki Piki. Men eller uden musik. 

    3.     Jeg satte mig i en hønselort. (Og det på trods af at Alfo lige havde advaret mig om den og jeg ignorerede det, fordi jeg ikke lige kunne se den. Karma – værsgo’ hønselort på yndlings-buksen) 

    4.   Da vores Mama vasker vores tøj, hænger alt vores vasketøj til tørre oppe på børnehjemmet. Også vores undertøj hehe. Den anden dag fik Agatha og Adjuai fat i et par af mine mindre trusser (dem min mor kalder for snore, I ved..) – satte den på Agathas hoved og havde det vanvittig sjovt med det. Det skulle jeg lige komme mig over. Meget pinligt da en af de store snedkerdrenge stod og så det hele og havde det meget sjovt over min panik over situationen.

    Den her bandit er den ene medskyldige i trus-skandalen. 

    5.   Jeg har fået en ringorm på størrelse med ækvator på min kind. MIN KIND. Af alle steder på kroppen hvor en ringorm kan komme, så får jeg den lige i mit ansigt. Og da folk nede i byen har det med at skulle kommentere ALT, hvad en man laver (jeg nævner i flæng: SE den hvide spiser mango, SE den hvide har drenge-bukser på, HØR den hvide snakker swahili) kan jeg ikke gå en tur ned i byen uden at skulle forklare for halvdelen af Sumbawangas befolkning at; JA jeg har en ringorm på min kind – og nej, det har jeg ikke prøvet før – og ja, jeg arbejder på et børnehjem. 
          For dem af jer der ikke har en far der voksede op på landet og derfor ikke har fået den lange tale omkring, hvad en ringorm er  og hvordan køerne altid havde dem; en ringorm har ikke noget med en orm at gøre. Det er svamp der er formet som en ring. (okay, det er ret svært at forklare uden at det lyder super ulækkert….Det er måske også lidt ulækkert. Jeg har skrevet meget om min ringorm nu)

    Jeg undskylder mit lettere sleske ansigt. Ringormen blev kun større efter billedet her blev taget.... 
    6.   Joze Mdogo spurgte den anden dag om jeg var gravid. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal have det med.
      
    Er det en lille baby jeg har på ryggen? Ja. Er det min egen - spørg Joze. 
    7.    Vi har fået os en ny ”ven”. Eller det vil sige vi fik et lift hjem fra Cesar i sidste uge og nu kan vi ikke slippe af med chaufføren igen.  Han skriver og ringer og dukker op i vores hus konstant. Han tror seriøst at vi er bedste venner og han skal optage alt, hvad vi siger med sin smarte telefon. Misforstå mig ikke – jeg elsker nye venner. Men når de hele tiden kommer uanmeldt og tramper ind i ens hus og snakker som et vandfald kan det godt gå hen og blive en smule belastende.  Nu tænker du nok: ”Jamen så afvis ham dog bare?” Men nej….. hans far er nemlig en af ”de store herrer” indenfor kirken, som børnehjemmet er under – så vi kan ikke bare sige: smut kammerat – tænk hvis han sladrer til sin far. 

    Her er Kris Mkubwa og jeg med vores ven. I kan se flere billeder og videoer af, hvad vi laver sammen på hans insta..........

    8.   Da jeg den anden dag prøvede at stoppe Jens Peter, vores ko, i at spise af markerne ved at trække afsted med den, begyndte den lige pludselig at løbe afsted med mig. Prøv og forestil jer mig blive hevet afsted af en ko der bare har fuld fart i klovene – det var et kønt syn og børnene lader mig IKKE glemme det. 

    9.    Børnene kom den anden dag til at genstarte mit Candy Crush og min evne til at reagere modent forsvandt helt. Skulle virkelig bide mig selv i tungen for ikke at vise overfor børnene at de lige havde ødelagt flere års hårdt arbejde.

    10. Min kanin er død. DØD.. og barbarisk som det hele nu engang skal være, finder jeg først ud af det, da drengene er i gang med at stege den. (Men hun smagte lækkert..) 




          Den største nedtur er dog at jeg skal væk herfra dette skønne sted igen, en dag. For jeg er hamrende glad for at være her og for børnene. Jeg kan ikke andet end smile over hele mit ansigt hver eneste dag - og dét ligemeget hvor mange lorte jeg træder og sætter mig på!